Rejsen begynder

Sidder i charterflyet fra København til Sharm og tænker  på den travle og bureaukratiske modtagelse i lufthavnen med visumkøb – lange køer og ineffektiv logistik. Det er fjerde gang jeg er her på Sinaihalvøen og ankomsten har aldrig været særlig strømlinet.  Men hvad sker der – visum klares ombord på flyet, bagagen kommer hurtigt på båndet og min er den allerførste der ruller ud. Den taxa der er bestilt– holder udenfor og i løbet af 30 minutter er vi på vej til Dahab ad en nu færdigbygget vej med opdelte kørebaner. Der er sandelig sket noget her siden sidst jeg var på disse kanter. Jeg er elitefridykker og på vej til stævne i Blue Hole, lidt nord for Dahab. Kaos, larm og menneskemylder vil følge mig den næste uge – og det er ok, tænker jeg, det har jeg prøvet før. Det er en del af gamet –  en stressfaktor der skal imødekommes.  Stressorer er der ellers nok af på denne tur.  Et aflyst fly og en vulkan satte en stopper for min forberedelse til denne konkurrence – nu er der kun to dage til jeg skal konkurrere. MandagFørste træningssession tidligt  - vi kører mod Blue Hole  - og ankommer til Aqua Marina.  Jeg har en uro i kroppen.  Jeg har ikke dykket dybt siden jeg blev Dansk Mester i en kold svensk fjord for otte måneder siden, og sind og krop er ude af træning med disse dyk der stiller store krav til den mentale og kropslige tilvænning til trykket på disse dybder. Kan jeg nå det – kan jeg finde den ro der skal til for at komme rigtigt dybt og nå mit mål med denne tur. At nå bunden af Blue Hole på 90 meter.

Adrenalin – nej tak

Fridykning er en speciel sport – en ekstremsport hvor det gælder om at få pulsen så langt ned som muligt. Der er absolut intet adrealinkick over at være fridykker, tværtimod. Den mindste stressreaktion i kroppen eller sindet vil mindske dine muligheder for at godt resultat.  Der måles i minutter og meter – men vejen  til  de gode resultater går gennem hjerte, sind og åndedræt.Der er mange der siger at fridykkere da må være helt vildt gode til at kontrollere deres krop, men intet kunne være mere forkert. Jeg  giver tværtimod slip på kontrollen og lader kroppen reagere på den måde den helst vil når den dykker. Jeg vælger at give slip på kontrollen under store stresspåvirkninger af kroppen og sindet – og derigennem opnår jeg en større ro og de gode resultater.   Fridykning er en sport hvor resultaterne ofte kommer sideløbende med at du kan give slip på jagten efter dem.

The Arch

Første dagen i Blue Hole bød på flere dejlige gensyn – bl.a the Arch. The Arch er et hul inde fra Blue Hole igennem koralrevet og ud til det omkringliggende hav. Ca. 55 meter nede rejser der sig en majestætisk hvælving – nærmest som i en stor katedral – og lyset strømmer ind igennem dette helt fantastiske naturens bygningsværk. Og forblænder alle fridykkere der ser dette for første gang. Inklusive mig. Det er lang tid siden jeg har set det sidst og hver gang er en stor oplevelse og trangen til at dykke igennem bliver størrer og størrer for hver gang jeg er her. En dag vil jeg svømme de 30 meter igennem revet og ud på den anden side.

Det er nu dag to og jeg har arbejdet hårdt med at slappe af –  Det er mærkeligt som man kan glemme at slappe af – glemme hvordan der er at have harmoni i kroppen og sindet. Jeg mærker det først for alvor når jeg fridykker, og dagen i går viste at jeg ikke er helt hvor jeg skal være.  Jeg tænker over det og går en lille tur – undervejs slår det mig….jeg har al min energi bundet op i tanker om konkurrencedykket dagen efter, hvor jeg gerne vil dykke til bunden – 90 meter. Jeg giver slip i tankerne om morgendagen og med ét løsner det hele sig – jeg går tilbage – tager min monofinne og udstyr på og svømmer ud til linen der er sat på 78 meter.  Jeg dykker og alt går helt perfekt – jeg er tilbage. På to dage har jeg forvandlet et presset og hektisk sind og krop til en harmonisk og afslappet fridykker. Det overrasker mig alligevel at tankerne styrer så meget.
90 meter?

I dag er der konkurrence. Målet er 90 meter og efter mit gode dyk i går er jeg fuld af selvtillid – jeg ved at jeg vil gøre det. Der er ingen tvivl om at det vil lykkedes mig – også selv om det er sjældent  at man kan tilvænne kroppen til så ekstreme dybder på bare 2 dage. Disciplinen er konstantvægt med finner – og jeg er den dybeste dykker i dag. Hvis jeg klarer mit dyk har jeg vundet den disciplin. Det forventes af mig at jeg klarer det – min coach, mine konkurrenter/venner og ikke mindst mig selv vil rigtig gerne se mig gøre dette her. Sådan er det og det er derfor at jeg har satset på at skulle dykke 90 meter ned i dybet. Men jeg ved også at den største fare i dette dyk er at fokusere på netop disse bevæggrunde – for gør jeg det, slører jeg de vigtige signaler og ændringer som kroppen skal have lov at tilpasse sig for at yde sit bedste.

En line, et åndedrag og et hul i havet
Jeg har forberedt mig på denne dag mentalt i flere uger nu – nu er jeg her og alt træder mere klart og mere dæmpet frem. Den støvede og ukomfortable tur ud til Blue Hole mærkes ikke – der er filter på verden nu.  Et filter er sat på og et andet er åbnet. Jeg ser smil og glæde. Ser solen kaste bløde skygger over bjergene, ser mennesker jeg holder af og mærker deres gode energier.  Alle mine sanser er forstærket i positiv retning.50 meter fra mig ligger bøjen med linen der går 90 meter ned mod bunden af Blue Hole – mit liv de næste par timer. Om lidt vil jeg ligge derude og forberede mig. Hvilket simpelt liv.  En line, et åndedrag og et hul i havet.  Siger til mig selv at nu dykker jeg så langt ned jeg kan.
Jeg ved godt at jeg et eller andet sted HAR besluttet mig for at nå de 90 meter – men alligevel sætter jeg mig i en tilstand hvor målet træder i baggrunden og min tilstand – kropsligt, såvel som mentalt – får al opmærksomhed.

”2 minutes to official top”

råber dommeren, jeg registrerer det og begynder mit dyk. For det er her to minutter før min neddykning at jeg starter min foranstående rejse. Min maske justeres, sikkerhedslinen tjekkes og signalerne fra verdenen udenfor mindskes i takt med at min indre verden åbnes. Jeg laver breatheup –trækker vejret så jeg får iltet kroppen optimalt…”1 minute”. Jeg plejede at blive en smule bange når selve dykket kom tættere på. Jeg var bange for dybden og alle signaler der betød at jeg snart skulle dykke –  de skar sig som sværd ind i min koncentration og krampagtige fokusering på at nå så dybt som jeg jo vidste at jeg burde kunne dykke. Men nu ænser jeg det knapt – jeg hører det men alligevel ikke. ”30 seconds”Jeg laver min sidste udånding og tager den sidste mundfuld luft – det tager tid – ca 40 sekunder men det er ok. Jeg fylder mine lunger og pakker ekstra luft med nu ved hjælp af en speciel teknik og ca 5-10 sekunder efter official top dykker jeg ned i dybet – ind i mig selv. Det er som om at verden skrumper ind og udvides enormt på samme tid.  Mine sanser er begrænsede – der ingen kendte lyde, mine øjne er lukkede – min åndedræt er på pause og jeg glider hurtigere og hurtigere ned i dybet i en vægtløs fornemmelse. Det er her at tiden forsvinder – rummet udvides. Jeg har totalt overgivet mig til det jeg gør –ingen overvejelser, ingen frygt,  ingen angst. Det er som om jeg forsvinder helt og bliver ekstremt nærværende på en og samme tid.

Det store tryk

Et stykke nede bliver det svært at udligne trykke i mine ører fra det enorme pres der er på 70 – 80 meter. På 90 meter er der et tryk på 10 bar – dvs. at jeg skal trykke tilbage med luft i mit indre øre med samme tryk for at undgå skader. Det er en svær teknik og der gik da også nogle år førend jeg opdagede at jo mere jeg slapper af jo lettere kan jeg udligne trykket. Jeg skal ikke trykke hårdere – men fokusere på at slappe af og tro på at hvis jeg gør det så vil luften selv finde ud til ørene – når jeg holder kanalen derud åben. Det er en smule teknisk – men trykudligningen er det der oftest stopper fridykkere fra at dykke dybt  - når først de mentale barrierer er brudt ned. Det virker og jeg glider stadig nedad hurtigere og hurtigere. Jeg bryder ud af min ”sovende” tilstand åbner mine øjne og kigger mod bunden. Den er helt tydelig foran mig, men stadig ca 15 meter under mig. Jeg lukker øjnene en sidste gang i et par sekunder, åbner dem og ser at jeg er lige over bundpladen og min tag.

Opturen

Med taggen i hånden ( en lille velcro stof snip, jeg skal have med op til dommerne på overfladen)starter jeg min opstigning – mine øjne lukkede igen  og  alt sker automatisk –  kraftige benspark – armene ned langs siden for at beskytte lungerne mod trykskader, mentalt stadig i dyb ro og koncentration. Jeg kan mærke dybdenarkosen men fokuserer udelukkende på at komme op. Et stykke oppe ændrer lyden af mine tunge finnespark sig. En anden lidt lysere lyd, og det er tegnet til at mine hænder kommer op i streamline position over mit hoved – for at øge effektiviteten af min svømmestil. Der er ikke så langt tilbage nu – der kommer at andet lys og det er ikke længere så tungt at svømme opad.  Jeg har været uden nye forsyninger af ilt nu i et stykke tid og samtidigt arbejdet ekstremt hårdt – kroppen har i et stykke tid givet nogle kraftige signaler om at den gerne vil have nogle nye leveringer.  Her kan jeg jo ikke rigtig hjælpe den så jeg accepterer signalerne og fortsætter min vej mod overfladen.Jeg er vågen nu…fokuserer på linen foran mig, forbereder mig på uddykket og overfladeprotokollen som skal gennemføres inden 15 sekunder for at få dykket godkendt. Hvis jeg har brugt for meget ilt under mit dyk er der risiko for at jeg kan besvime på de sidste meter inden overfladen. På grund af det faldende tryk på vej mod overfladen vil ilt forsvinde fra blodet tilbage i lungerne- og de fridykkere der får en blackout under et dyk  - får det typisk i overfladen eller lige under overfladen.Sikkerhedsdykkeren møder mig på ca. 25 meter. Det er altid rart med selskab på dette tidspunkt, turen i dybet har jo været helt alene og nu er det rart at der er en der holder øje med mig igen.

Jeg kigger opad nu for første gang,  det er et specielt syn. Solstråler brydes i vandet og rammer mine øjne, synet af platform, dommere og tilskuere giver en god følelse. Jeg kan se deres profiler i vandoverfladen – Jeg bryder vandoverfladen, og laver nogle hook breaths / recovery breaths. En speciel teknik der skal sikre at jeg får ilt hurtigt ind i systemet og dermed kan bevare overskuddet til at gennemføre min overflade protokol. Masken af, give et ok tegn og  sige ” I am OK”. Nu er det bare at vente på det hvide kort der repræsenterer et godkendt dyk…jeg smiler til min coach og ved at den er hjemme. Det var et dejligt dyk..en rejse ned i dybet og ind i mig selv. og tilbage.